Politivennens sidste redaktør 8. august 1845 til januar 1846, hestehandler Michael Leonard Nathanson (1795-1862) er i dag næsten kun kendt i forbindelse med fejden 1846 mellem Corsaren og Søren Kierkegaard. Han blev i Corsaren på skrømt tildelt forfatterskabet til en artikel som Søren Kierkegaard havde skrevet under pseudonym i "Fædrelandet" januar 1946 hvor han udæskede Corsaren. I samtiden var det imidlertid helt omvendt: Gale Nathanson var kendt i Danmark, hertugdømmerne og dele af Tyskland, mens Kierkegaard havde udgivet bøger under pseudonym og mest kendt i intellektuelle og gejstlige kredse.
Når Corsaren nævnte Nathanson, kunne Corsaren være vis på at alle vidste hvem det drejede sig om. Og ydermere havde Corsaren grund til at gå i flæsket på Nathanson, for hans erklærede mål med "Corvetten Politivennen" var at bekæmpe Corsaren (deraf navnet Corvetten), se Politivennen 1. august 1845. Nathanson var ikke kun kendt som hestehandler og tidligere indlagt i en dårekiste. Han havde også skrevet adskillige bøger (eller hæfter). For nutidens mennesker for hvem Gale Nathanson er helt ukendt, er det ikke nemt at forstå dybden i Corsarens satire over Kierkegaard og hvor dybt denne må være blevet såret. Så alene af denne grund kan det være nyttigt at dokumentere hvem Nathanson var, man forbandt hans navn med dengang og se sagen i dens samtid.
Kierkegaard selv havde få år forinden beskæftiget sig en del med sindsyge, idet han en overgang var betaget af præsten i Hasle, Adolph Peter Adler (1812-1869), se indlæg om denne her på bloggen. Han skrev en aldrig udgivet biografi om ham hvori han mente at Adler havde fundet kristendommen, i stedet for at aflægge den gennem en åbenbaring i 1843. Han røg dog ud og ind af sindssygehospitaler og blev afskediget i januar 1844. I takt med udviklingen omskrev Kierkegaard biografien, og endte med ikke at udgive den. Denne præst hvis personlighed således havde en del lighedspunkter med Nathanson, kan have rumsteret i Kierkegaards hoved
Nathanson blev gennem hele sit liv støttet af 3 enevældskonger: Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7. Ikke bare økonomisk, men også gennem befalinger. Og af hertuger og andre regerende personer. Dette helt i modstrid med statens egne institutioner og myndigheder: Sundhedskollegiet, domstole, generalkrigskommissæren, hippologer, presse osv.. Både på statsligt og på lokalt plan. Hvilket kunne være et interessant studium for den sene enevældes mange modsætninger.
Dette startede allerede i 1828. Nathanson var allerede en meget kendt person, da Corsaren koblede ham sammen med Kierkegaard i januar 1846. Corsaren selv havde siden 1841 omtalt Nathanson i en håndfuld artikler (se nedenfor). Nathanson var kendt for flere ting: Hans kamp mod hospitalsvæsnet, hans bedrifter inden for hesteavl, datidens altdominerende transportmiddel. Hans opvisninger på Christiansborg Ridebane havde tiltrukket hundredvis af tilskuere, omend med et noget skandaløst præg. Og et par år før Corsaren-affæren havde han indledt hvad han selv kalder for sin litterære karriere og udgivet en del bøger. Der dog ikke blev særlig godt modtaget. Formodentlig har det været gængs opfattelse som udtryktes. i Bibliothek for Læger i 1848 (s. 316-317) - altså efter Corsaren-affæren. Her kaldes Nathansons skriverier for "kvasilitteratur", "pamfletuvæsen" og "bladsmørerier" skriver. Og fortsætter:
For Nathanson var Politivennen en mindre del af hans udgivelsesvirksomhed. Modsat alle tidligere udgivere forsøgte han ikke at videreføre Politivennen i bladets "ånd". Han gjorde Politivennen til et middel i hans personlige kamp mod opponenterne. Corsarens strid med Kierkegaard var en lille parentes i hans liv. Hvad der fyldte i Nathansons liv udover kendskab til en stribe kongelige, var anklagerne for at være sindssyg, mærkværdige retssager, ytringsfrihed, konvertering til kristendom fra jødedom, og meget mere. Københavns Biblioteker har ikke hans 22 numre af Politivennen, men i Nis Petersens bog omtales de som "et miskmask af åbenlyst injurierende artikler, moralske betragtninger og uhyrlige tyske poemer - alt sammen spædet op med brokker af hans tidligere pjecer og ansøgninger.".
Udover hesteavl skyldtes Nathansons "berømthed" hans indædte kamp for at retfærdiggøre sig selv i forbindelse med at han i 1839 var blevet indlagt som sindssyg. Hvis Nathanson ikke allerede har været sindssyg dengang, så har indlæggelsen givetvis skubbet på for at han blev det, hvilket skyldtes psykiatriens daværende temmelig håndfaste måder "kurere" patienter. På trods af talrige lægelige udtalelser og retssager, vedblev han til sin død at fastholde at han var blevet uretfærdigt behandlet. Hvor omfattende en sag han var, fremgår af en undersøgelse af hans sag som blev offentliggjort i Bibliothek for Læger, 1848, bind 3, s. 270-393. Altså en hel bog om ham: "En psycho-pathologisk Skizze Af Redaktøren" (Denne Redaktøren var formentlig Harald Selmer som var en af de store kanoner inden for dansk anstalt-psykiatri). Den har dannet grundlag for senere tiders udvikling indenfor psykiatrien. (Artiklen er skrevet med latinske bogstaver, så derfor er den ikke afskrevet nedenfor.).
Hvad angår hans arbejde med hesteavl, synes det ikke at være meget der har sat spor i litteraturen. Heller ikke i avlsarbejdet. Forædlingen af den jydske hest, eller “bryggerhesten" startede ganske vist på Nathansons tid. Men det gav først resultater langt senere. Bl.a. den første stambog i 1881, baseret på en importeret hingst i 1862. Herfra hingsten Aldrup Munkedal (født 1893), hvortil alle nulevende jydske heste kan føres tilbage. Da det statslige arbejde med avlsarbejde heller ikke var for godt (som så meget andet under enevælden), kunne Nathanson operere i rørt vande.
Dette ser ud til også at være tilfældet med hans manøvrer indenfor psykiatrien, som på daværende tidspunkt synes at have været famlende over for hvordan man skulle behandle ham. Hovedessensen af de mange dokumenter som han selv offentliggjorde i sin selvbiografi, er at lægerne i 1839 anså ham for behandlingskrævende fordi han var gået amok i januar og var farlig for sig selv og sine omgivelser. Efterfølgende udviklede han så sin komplotteori som man i første omgang forgæves forsøgte at kurere ham for. I næste omgang anså man dem dog for så uskadelige at yderligere indlæggelser blot ville forværre hans sygdom. Herefter blev han kun indlagt når man mente at han var til fare for sig selv eller sine omgivelser. I hans selvbiografi fremgår indirekte at politiet enkelte gange efter 1846 endog undlod at indespærre ham, eller hurtigt løslod ham igen for andre lovbrud af frygt for at udløse anfald og derved belaste hospitalsvæsnet.
Mens Corsarens brug af Nathansons litterære værker og Kierkegaards formentlig er bevidst, er det noget mere uklart hvorvidt Corsaren også forsøgte at skabe tvivl om Kierkegaards forstand ved at sammenlige ham med Nathanson. Mange af dokumenterne er først offentligt senere, omend det synes som om det delvis har været kendt allerede før januar 1846.
Der findes en biografi om Nathanson: Nis Petersens "Gale Nathansen : en Viborg-Skikkelse", første gang offentliggjort i 1928. Den brugte bl.a. Nathansons egne skrifter, Bibliothek for Læger og aviser. Mine kursiverede forklaringer længere nede stammer bl.a. fra denne bog. Artiklerne findes online på Mediestream, så jeg benytter lejligheden til at udbrede kendskabet til denne kilde.
Jeg har ladet Nathanson få et sidste ord med selvbiografien fra 1856. Så kan læserne selv dømme om han var gal, midlertidig gal, bare en uheldig normal eller måske endog genial person.
M. L. Nathanson. Med en håndskreven tekst underskrevet M. L. Nathanson. Fra Nis Petersens bog om Nathanson og Henning Hall (se litteraturlisten nederst). Bogen omtaler ikke hvor det stammer fra, men i Nathansons selvbiografi skriver han: "Den berømte Kunstner Führmann, som lithographerede Hamborgs store Brand, lithographerede mig og forsynede Portraitet med en for mig meget smigrende Underskrift." Så formentligt er der tale om dette litografi fra 1843, hvor Nathanson altså har været 48 år gammel. Der må være tale om C. G. Führmann, som jeg dog ikke kan verificere som en kunstner der i eftertiden har efterladt sig status som berømt.
Materialet om Nathanson er meget omfattende, og jeg har derfor valgt at splitte det op som poster på Politivennen Live Blogging. De kan findes under tagget Nathanson (redaktør).
Når Corsaren nævnte Nathanson, kunne Corsaren være vis på at alle vidste hvem det drejede sig om. Og ydermere havde Corsaren grund til at gå i flæsket på Nathanson, for hans erklærede mål med "Corvetten Politivennen" var at bekæmpe Corsaren (deraf navnet Corvetten), se Politivennen 1. august 1845. Nathanson var ikke kun kendt som hestehandler og tidligere indlagt i en dårekiste. Han havde også skrevet adskillige bøger (eller hæfter). For nutidens mennesker for hvem Gale Nathanson er helt ukendt, er det ikke nemt at forstå dybden i Corsarens satire over Kierkegaard og hvor dybt denne må være blevet såret. Så alene af denne grund kan det være nyttigt at dokumentere hvem Nathanson var, man forbandt hans navn med dengang og se sagen i dens samtid.
Kierkegaard selv havde få år forinden beskæftiget sig en del med sindsyge, idet han en overgang var betaget af præsten i Hasle, Adolph Peter Adler (1812-1869), se indlæg om denne her på bloggen. Han skrev en aldrig udgivet biografi om ham hvori han mente at Adler havde fundet kristendommen, i stedet for at aflægge den gennem en åbenbaring i 1843. Han røg dog ud og ind af sindssygehospitaler og blev afskediget i januar 1844. I takt med udviklingen omskrev Kierkegaard biografien, og endte med ikke at udgive den. Denne præst hvis personlighed således havde en del lighedspunkter med Nathanson, kan have rumsteret i Kierkegaards hoved
Nathanson blev gennem hele sit liv støttet af 3 enevældskonger: Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7. Ikke bare økonomisk, men også gennem befalinger. Og af hertuger og andre regerende personer. Dette helt i modstrid med statens egne institutioner og myndigheder: Sundhedskollegiet, domstole, generalkrigskommissæren, hippologer, presse osv.. Både på statsligt og på lokalt plan. Hvilket kunne være et interessant studium for den sene enevældes mange modsætninger.
Dette startede allerede i 1828. Nathanson var allerede en meget kendt person, da Corsaren koblede ham sammen med Kierkegaard i januar 1846. Corsaren selv havde siden 1841 omtalt Nathanson i en håndfuld artikler (se nedenfor). Nathanson var kendt for flere ting: Hans kamp mod hospitalsvæsnet, hans bedrifter inden for hesteavl, datidens altdominerende transportmiddel. Hans opvisninger på Christiansborg Ridebane havde tiltrukket hundredvis af tilskuere, omend med et noget skandaløst præg. Og et par år før Corsaren-affæren havde han indledt hvad han selv kalder for sin litterære karriere og udgivet en del bøger. Der dog ikke blev særlig godt modtaget. Formodentlig har det været gængs opfattelse som udtryktes. i Bibliothek for Læger i 1848 (s. 316-317) - altså efter Corsaren-affæren. Her kaldes Nathansons skriverier for "kvasilitteratur", "pamfletuvæsen" og "bladsmørerier" skriver. Og fortsætter:
De ere et Sammensurium af den forfængeligste Selvbehagelighed, de barnagtigste Indbildninger, den latterligste Vigtighed, de mest uforskammede Skryderier, den paastaaeligste Pukken paa hans Ret, de udelikateste Vink om hans foregivne eller virkelige Forhold til höjtstaaende Personer, krydret med enkelte Stænk af virkeligt Lune og nu og da med ret træffende Bemærkninger, men under en idelig Parforcejagt efter trivieller Vittigheder og flaue Ordspil, og gjennemvævet med hensynsløse, drillende og ondskabsfulde Sidehug og ofte yderst ublu Personligheder mod hans Uvenner, Udfald, der i en senere Periode noget nær overskrev selv den gemeneste Pøbelagtigsheds Grændser. Mange af disse Pamphleter ere nedskrevne i kjendelig Hast, uorthographisk, slet stiliserede, i et vaasevorrent, udtværet Sprog, fuldt af meningsløse og lemlæstede Sætninger, og meget ofte finder man lange Tirader, ja hele Sider af den ene Pjece ordret aftrykt i den næste.At blive sammenlignet med den slags litteratur, må have været lidt af en mavepuster for Kierkegaard. At blive sammenlignet, ja endog forvekslet med Nathanson må have virket mindst lige så ydmygende for Kierkegaard som de så meget omtalte tegninger af Klæstrup (for korte bukseben, osv.) Mens det for Nathanson nok passede hans sans for offentlig optræden særdeles vel. Og han nævnte aldrig Kierkegaard, som formentlig har været temmelig ukendt og ligegyldig for ham på daværende tidspunkt
For Nathanson var Politivennen en mindre del af hans udgivelsesvirksomhed. Modsat alle tidligere udgivere forsøgte han ikke at videreføre Politivennen i bladets "ånd". Han gjorde Politivennen til et middel i hans personlige kamp mod opponenterne. Corsarens strid med Kierkegaard var en lille parentes i hans liv. Hvad der fyldte i Nathansons liv udover kendskab til en stribe kongelige, var anklagerne for at være sindssyg, mærkværdige retssager, ytringsfrihed, konvertering til kristendom fra jødedom, og meget mere. Københavns Biblioteker har ikke hans 22 numre af Politivennen, men i Nis Petersens bog omtales de som "et miskmask af åbenlyst injurierende artikler, moralske betragtninger og uhyrlige tyske poemer - alt sammen spædet op med brokker af hans tidligere pjecer og ansøgninger.".
Udover hesteavl skyldtes Nathansons "berømthed" hans indædte kamp for at retfærdiggøre sig selv i forbindelse med at han i 1839 var blevet indlagt som sindssyg. Hvis Nathanson ikke allerede har været sindssyg dengang, så har indlæggelsen givetvis skubbet på for at han blev det, hvilket skyldtes psykiatriens daværende temmelig håndfaste måder "kurere" patienter. På trods af talrige lægelige udtalelser og retssager, vedblev han til sin død at fastholde at han var blevet uretfærdigt behandlet. Hvor omfattende en sag han var, fremgår af en undersøgelse af hans sag som blev offentliggjort i Bibliothek for Læger, 1848, bind 3, s. 270-393. Altså en hel bog om ham: "En psycho-pathologisk Skizze Af Redaktøren" (Denne Redaktøren var formentlig Harald Selmer som var en af de store kanoner inden for dansk anstalt-psykiatri). Den har dannet grundlag for senere tiders udvikling indenfor psykiatrien. (Artiklen er skrevet med latinske bogstaver, så derfor er den ikke afskrevet nedenfor.).
Hvad angår hans arbejde med hesteavl, synes det ikke at være meget der har sat spor i litteraturen. Heller ikke i avlsarbejdet. Forædlingen af den jydske hest, eller “bryggerhesten" startede ganske vist på Nathansons tid. Men det gav først resultater langt senere. Bl.a. den første stambog i 1881, baseret på en importeret hingst i 1862. Herfra hingsten Aldrup Munkedal (født 1893), hvortil alle nulevende jydske heste kan føres tilbage. Da det statslige arbejde med avlsarbejde heller ikke var for godt (som så meget andet under enevælden), kunne Nathanson operere i rørt vande.
Dette ser ud til også at være tilfældet med hans manøvrer indenfor psykiatrien, som på daværende tidspunkt synes at have været famlende over for hvordan man skulle behandle ham. Hovedessensen af de mange dokumenter som han selv offentliggjorde i sin selvbiografi, er at lægerne i 1839 anså ham for behandlingskrævende fordi han var gået amok i januar og var farlig for sig selv og sine omgivelser. Efterfølgende udviklede han så sin komplotteori som man i første omgang forgæves forsøgte at kurere ham for. I næste omgang anså man dem dog for så uskadelige at yderligere indlæggelser blot ville forværre hans sygdom. Herefter blev han kun indlagt når man mente at han var til fare for sig selv eller sine omgivelser. I hans selvbiografi fremgår indirekte at politiet enkelte gange efter 1846 endog undlod at indespærre ham, eller hurtigt løslod ham igen for andre lovbrud af frygt for at udløse anfald og derved belaste hospitalsvæsnet.
Mens Corsarens brug af Nathansons litterære værker og Kierkegaards formentlig er bevidst, er det noget mere uklart hvorvidt Corsaren også forsøgte at skabe tvivl om Kierkegaards forstand ved at sammenlige ham med Nathanson. Mange af dokumenterne er først offentligt senere, omend det synes som om det delvis har været kendt allerede før januar 1846.
Der findes en biografi om Nathanson: Nis Petersens "Gale Nathansen : en Viborg-Skikkelse", første gang offentliggjort i 1928. Den brugte bl.a. Nathansons egne skrifter, Bibliothek for Læger og aviser. Mine kursiverede forklaringer længere nede stammer bl.a. fra denne bog. Artiklerne findes online på Mediestream, så jeg benytter lejligheden til at udbrede kendskabet til denne kilde.
Jeg har ladet Nathanson få et sidste ord med selvbiografien fra 1856. Så kan læserne selv dømme om han var gal, midlertidig gal, bare en uheldig normal eller måske endog genial person.
M. L. Nathanson. Med en håndskreven tekst underskrevet M. L. Nathanson. Fra Nis Petersens bog om Nathanson og Henning Hall (se litteraturlisten nederst). Bogen omtaler ikke hvor det stammer fra, men i Nathansons selvbiografi skriver han: "Den berømte Kunstner Führmann, som lithographerede Hamborgs store Brand, lithographerede mig og forsynede Portraitet med en for mig meget smigrende Underskrift." Så formentligt er der tale om dette litografi fra 1843, hvor Nathanson altså har været 48 år gammel. Der må være tale om C. G. Führmann, som jeg dog ikke kan verificere som en kunstner der i eftertiden har efterladt sig status som berømt.
Materialet om Nathanson er meget omfattende, og jeg har derfor valgt at splitte det op som poster på Politivennen Live Blogging. De kan findes under tagget Nathanson (redaktør).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar